Far til fire vilde ferie skuespiller

Far til fire-filmene feroe enten undergå en tidssvarende fornyelse eller forblive fuldkommen tro mod deres nostalgiske rødder. Et forsøg på at kombinere disse tilgange udmunder derimod i et temmelig dårligt sammenkog. Af Ida Rud. Børnefilm kan sagtens indeholde en vis simplicitet, men de skal dog undgå at nedvurdere deres yngste publikum i biografsalen.

Dette princip er desværre ikke overholdt i den seneste udgivelse fra Far til fire-universet, hvis fundamentale præmis er så absurd, at den næppe vil fange manges interesse. Annonce Faderen, børnene og Cire Anders har fået lov at benytte fru Sejersens sommerbolig ved Vesterhavskysten. Ved ankomsten forundres de samstemmende over, at deres excentriske, hippie-lignende nabo besidder en topmoderne feriebolig, komplet med det mest udsøgte danske design.

Til trods for at nøglen ikke findes på det forventede sted, tiltvinger de Aalborg aarhus tog pris adgang og indretter sig. Ganske ærligt: Enhver i publikum vil umiddelbart have forstået, at dette ikke er fru Sejersens feriehus. Det forekommer derfor yderst mærkværdigt, Almennyttige boligselskaber odense ikke en eneste person i selskabet udtrykker den mindste tvivl.

Kunne Lille Per i det mindste ikke have antydet, at noget usædvanligt var i gære? Derved vikde han have fremstået som fornuftens budbringer, hvilket utvivlsomt ville have glædet filmens kernefans. På scenen dukker Søs Egelind op i skikkelse af den forurettede sommerhusejer. Hun fremstår, ligesom voksne ofte gør i børnefilm, som temmelig naiv.

Politistyrken fremstår uduelig, og filmens skurkeduo består naturligvis af lettere ubegavede typer fra København, der minder om skurkene fra de oprindelige Krummerne-film. Hvor forgængeren, 'Onkel Sofus vender tilbage', var mere charmerende i sin bevidst tilbageskuende facon med dyrskuer og ko-kaos, formår den nye film ikke at vælge en klar retning.

Den fkre køretur, der nærmer sig reklamefilm, fra Sjælland til Vadehavsregionen akkompagneres af en jazzy fortolkning af 'Det er sommer, det er sol, og det er søndag', fremført af skuespillerne. Senere hen introduceres dog en frisk techno-inspireret melodi, der understøtter en begivenhedsrig strandscene. Det mest inkonsistente er nok, at man har fastholdt Onkel Anders som en efterligning af Peter Malbergs nationalklenodie af en karakter.

Kurt Ravns fortolkning er udpræget bagudskuende og nostalgisk, men man burde have moderniseret rollen og bevaret det excentriske på en innovativ vis. Rollen som fru Sejersen udfyldes af Kirsten Lehfeldt, idet Bodil Jørgensen pådrog sig alvorlige skader under filmoptagelserne. Lehfeldt formår ikke at opnå Jørgensens særegne og klodsede genialitet, men hun fremstår som den eneste voksne aktør, der virker til at forholde sig seriøst til sin karakter.

Mie og Ole udviser derimod en spejderlignende initiativrigdom, og deres konstante, konkurrerende smil med solens stråler bliver temmelig irriterende. Filmhøjdepunktet er fru Sejersens sommerresidens, en henrivende, retro-inspireret og støvet, gammel campingvogn. Det er dog tvivlsomt, om moderne børn vil finde charmen i at benytte et udendørs toilet.

Dette var blandt andet rettet viled Far til fire-genindspilningen, og i denne specifikke filmsammenhæng må jeg tilslutte mig den kritik. Hvis det ikke lykkes at placere faren og børnene troværdigt i en nutidig ramme, burde både producenten og Filminstituttet tillade dem at få fred. Trailer: Far til fires vilde ferie.